BÆREDYGTIGT DESIGN

Produktdesign, bæredygtighed og brugerinddragelse

Bæredygtigt Design er en
eftertragtet tværfaglig profil

Introduktion til Bæredygtigt Design

Kreativ ingeniør med et socialt ansvar. Drømmer du om at designe energirigtig velfærdsteknologi, bæredygtige produkter og systemer til gavn for din egen og de næste generationer? Ønsker du at hjælpe virksomheder og offentlige organisationer med at tilpasse sig til fremtidens klimaforandringer?

Klimaudfordringer og et truet miljø betyder, at både bæredygtighed og innovativ funktionalitet skal tænkes ind i nye produkter og systemer. På Bæredygtigt Design bliver du ekspert i at skabe og implementere bæredygtige produkter og systemer i tæt samarbejde med virksomheder, kommuner og frivillige organisationer. Du udvikler fx nødhjælpstelte, nye systemer til genoptræning af ældre, transportteknologier eller husholdningsprodukter med fokus på ændrede forbrugsmønstre.

En eftertragtet tværfaglig profil

Med en uddannelse i Bæredygtigt Design får du en tværfaglig uddannelse med kompetencerindenfor projektledelse, udvikling af prototyper og konceptualisering i kreative designfag. Du lærer at analysere forskellige brugspraksisser, og om hvordan vi agerer i forskellige kulturelle og sociale sammenhænge. Samtidig får du kvalifikationer i mere tekniske ingeniørfag som mekanik, matematik, energiomsætning og datahåndtering. Med denne kombination af kompetencer vil du som ingeniør kunne indgå i den tværfaglige virkelighed, der efterspørges i erhvervslivet.

Bæredygtigt Design skaber fremtidens ingeniører

”Behovet for bæredygtigt design er tydeligt når vores samfund grundlæggende bygger på en ikke bæredygtig brug af naturlige ressourcer som vi omdanner til affald og forurening. Positive visioner er væsentlige for at sikre opbakning til at vi kan håndtere de komplekse udfordringer og barrierer der er i omstillingsprocesser mod et mere bæredygtigt samfund. Bæredygtigt design må derfor udvikles i et samarbejde med eksterne partnere og kombinere tekniske og samfundsfaglige elementer for at udvikle svar på hvordan vi etablerer omstillingsprocesser.”
Claus Stig Pedersen, Senior Director, Head of Sustainability Development, Novozymes

"Videncenter for Innovation og Forskning, er et center hvor medarbejdere fra alle dele af sundhedsvæsenet i Region Hovedstaden kan få viden og rådgivning om forskning og innovation. I videncenteret mener vi, at produkter og systemer rettet mod sundhedsvæsenet, både bør tage hensyn til de miljømæssige og brugerinvolverende udfordringer vi står overfor. Vi ser uddannelsen Bæredygtigt Design som en spændende og relevant uddannelse, idet den udover at skabe ingeniører, der får en dybdegående indsigt i bæredygtige udviklingsprocesser, også bliver i stand til samarbejde på tværs af forskellige fagområder. Hermed får de studerende en indsigt og viden i såvel de forskellige brugeres behov, og de organisatoriske forandringsprocesser, som kan være nødvendige før en implementering af en løsning kan blive en succes."
Susie Andersen Ruff, Enhedschef, Videncenter for Innovation og Forskning

”InnoAid er en international non-profit NGO, der har til formål at udvikle og implementere innovative og bæredygtige løsninger sammen med de lokale i verdens udviklingslande. Uddannelsen Bæredygtigt design er meget relevant, da den fokuserer på hvorledes relevante aktører inddrages aktivt i udviklingsprocessen, hvilket skaber både indsigt og ejerskab. Specielt når vi arbejder i udviklingslande er det vigtig at have en indgående forståelse for brugerne, konteksten og det system, som løsningen skal indgå i. Hvis en ny løsning skal være en succes både under og efter implementering, er det vigtigt at løsningen tager højde for de ofte meget anderledes lokale værdier og behov samt at de lokale får ejerskab over systemet og kompetencer til at vedligeholde dette efter implementeringsperioden.Vi ser frem til at samarbejde med studerende fra Bæredygtigt Design på AAU København i fremtiden, i form af vejledning og projektarbejde med mulighed for spændende feltarbejde i en række udviklingslande.”
Marie Louise M. Larsen, President, InnoAid

”Bæredygtigt Design dækker et væsentligt behov for designingeniører, der kan bidrage til den fortsatte udvikling af bæredygtigt velfærd. Fremtidens ingeniører må være klædt på til at indgå i en tværfaglig virkelighed, der netop muliggør, at en bæredygtig omstilling kan realiseres. I Ernst & Young’s Cleantech Program arbejder vi sammen med arkitektfirmaer for at støtte designstrategier for bæredygtige bygninger. Det kræver en tværfaglig tilgang. Det er indlysende, at der i fremtiden vil være et behov for ingeniører med denne type af kompetencer.”
Nils Thorsen, Senior Manager, Cleantech Program, Ernst & Young

Akkreditering for uddannelsen, læs mere.